Vi har alle ret til digitalt privatliv – også vores børn

Mens danske virksomheder og de store offentlige myndigheder knokler med at sikre borgernes data digitalt, så kniber det på de kommunale skoler, SFO’er, børnehaver og vuggestuer. Her har man tilsyneladende ikke fået at vide, at der findes regler og retningslinjer for, hvad man må dele digitalt. 

I disse måneder knokler danske virksomheder og offentlige myndigheder for at komme i mål med de sikkerhedskrav, der er defineret i EU’s persondataforordning. Fra maj vanker der store bøder til de virksomheder og myndigheder, der ikke efterlever lovens krav til sikker omgang med borgernes personlige data.

Øget respekt for privatliv på nettet

Der er massiv opmærksomhed på, at både private og offentlige instanser strammer op og anvender og opbevarer vores data med allerstørste respekt. Det er godt. Data og personoplysninger er en slagmark for kriminelle og for kommercielle interesser. Det er vigtigt, at vi etablerer en bred samfundsmæssig forståelse for, at nettet ikke er et ureguleret slaraffenland, hvor man kan gøre, hvad man vil med borgernes private oplysninger. Det handler om respekt for det enkelte menneske og dets ret til privatliv.

Vores børn har ingen ret til privatliv

Man kan håbe, at det også vinder genklang hos kommuner og regioner. Der er nemlig ofte et stykke vej før kommunale og regionale institutioner udviser respekt for individets ret til selv at bestemme, hvad der spredes på nettet af data og billeder. Særligt slemt er det, når det kommer til vores børn.

På landets skoler, SFO’er, børnehaver og vuggestuer er man blevet digitale redaktører af offentlige billedmedier. De sælger sig selv på Facebook gennem stakkevis af billeder af glade børn i mere eller mindre private situationer – fx i læringssituationer og i legesituationer. Det er nærmere reglen end undtagelsen, at det sker. Det er en klar krænkelse af børnenes rettigheder.

Datatilsynet ekspliciterer, at der fx ikke digitalt må deles billeder af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller en offentlig myndighed med mindre, der er givet samtykke. – Når det kommer til vores børn, er denne regel helt overset. Ingen taler om det.

Kommuner og regioner mangler at uddanne deres ansatte

Ofte indhenter institutionerne samtykke fra forældrene, men det er typisk et uspecificeret samtykke.

Ikke sjældent er samtykkeerklæringerne forældede og forholder sig kun til om institutionen må lægge billeder af børnene på hjemmesiden, og om pressen må tage billeder ved offentlige arrangementer og bringe disse billeder. Og kun sjældent inddrager institutionerne børn og forældre omkring udarbejdelse af retningslinjer for, hvad skolen eller SFO’en må dele på nettet.

Forældrene bliver jo så fornøjede over at se deres glade poder, synes ræsonnementet at være.

Det er en alvorlig forsømmelse ikke kun hos skolelederne, men også hos danske kommuner og regioner. Ansatte, der er tildelt ansvar for digitale kommunikationsplatforme, modtager kun sjældent oplysning om eller uddannelse i, hvad de presseetiske retningslinjer er omkring offentliggørelse af billeder eller hvad de juriske regler er.

De pædagoger og lærere, der har ansvaret for institutionens digitale medier, ved ikke, at det de gør, er pivhamrende ulovligt. De har ikke fået den viden, der er nødvending for at foretage bevidste valg. Og der er langt mellem de digitale redaktører, der kan begrunde folkeskolens handlinger på nettet, hvis de konfronteres med det af børn og deres forældre. Hvordan skal vi så kræve af vores børn, at de skal begå sig velovervejet på nettet?

Man kan sagtens kommunikere på nettet og sågar på de sociale medier på en lovlig, sjov, oplysende og etisk forsvarlig måde, men det kræver, at man ved, hvad man må og kan.

Hvem ejer billederne af vores børn på nettet?

Der er stor forskel på at lægge billeder på Facebook af børn i en privat situation – som fx en læringssituation – med henblik på at markedsføre skolen og at lægge billeder på skolens egen hjemmeside fra en julekoncert, så alle deltagende kan mindes begivenheden.

For det første bør der i institutionerne skelnes mellem offentlige og private situationer og mellem situationsbilleder og billeder, der portrætterer den enkelte. For det andet er der juridisk og etisk forskel på at lægge billeder på Facebook og automatisk fraskrive sig alle rettigheder til billederne, og lægge billeder på ens egen hjemmeside, hvor man principielt fastholder rettighederne til billederne og ikke lægger op til yderligere deling, kommentarer, og anden interaktivitet.

Kan man rydde op i sin digitale profil?

Når børnene bliver voksne og af forskellige årsager vil rydde op i de offentlige billeder på nettet af dem selv, bliver de mødt af en besværlig præmis – nemlig at jo længere tid et billede har ligget på nettet, desto vanskeligere er det ofte at fjerne det. Er billederne delt på Facebook eller andre sociale medier kræver det en juridisk velargumenteret henvendelse at få fjernet billederne. Det kan lade sig gøre at rydde op i ens offentlige billedarkiv – men det kan være særdeles vanskeligt og kræve både tid, vedholdenhed og teknisk samt juridisk indsigt.

Hvorfor må skolen, når jeg ikke må?

Af flere grunde er det derfor mærkeligt, at vores børns offentlige institutioner omgår børnenes privatliv med så stor lemfældighed.

Ifølge undersøgelser har hver femte teenager i Danmark i løbet af det sidste år været udsat for digital mobning. Ofte skyldes det, at de unge er ubevidste om konsekvensen af fx deling af billeder på nettet.

Forældre forsøger at lære deres børn, at man ikke må dele videoer og billeder af vennerne uden at spørge først. Men hvad siger forældrene til deres børn, når de spørger: ”Hvorfor må skolen så?”

 

Af direktør og partner i Niveau, Stine Nissen.

Se alle nyheder » « Tilbage til forsiden